23948sdkhjf

Tyske Lidl vil åbne over 100 nye butikker i Danmark

Over de næste år vil den tyske supermarkedskæde Lidl næste fordoble antallet af butikker i Danmark.

Den tyske supermarkedskæde Lidl har planer om de næste år at åbne 103 nye butikker i Danmark. Det fortæller Lidls direktør i Danmark Dirk Fust til FødevareWatch.

Kæden satser på at åbne 10-15 nye butikker om året, siger Fust, og det kommer i 2019 til at betyde en investering på en milliard kroner i Danmark.,

Lidl hører til i den internationale superliga på detailmarkedet. Den tyske discountkæde har over 10.000 butikker i 30 lande og har i dag 117 butikker i Danmark.

- Vi har vores største fokus på Aarhus og København, siger Dirk Fust til FødevareWatch.

- Vi har kun 5 butikker i Aarhus og 20 i København. Jeg tror, der er plads til 60-80 Lidl-butikker i hovedstadsområdet. Det er en stor udfordring, og det koster mange penge at udvikle en butik i København, så det tager tid.

Dermed lægger Lidl op til kamp med de andre discountkæder i de største danske byer, herunder Netto der har over 100 butikker i København og mere end 500 i hele landet.

Lidl kom til Danmark i 2005. Dirk Fust fortæller, at Lidl i 2016 åbnede et ejendomskontor i København, der har til formål at identificere de helt rigtige lokationer til de nye butikker.

Siden da har Lidls internationale hovedorganisation fået en dansker i spidsen i form af Jesper Højer.

- Vi har gode butikker i Jylland og på Fyn, men vi er underrepræsenteret i København, siger han til FødevareWatch.

Lidl åbnede for første gang i Tyskland i 1973, da den første butik slog dørene op i Ludwigshafen syd for Frankfurt.

Efter et par årtiers udbredelse i Tyskland blev Lidl i 1990'erne internationale og åbnede butikker overalt i Europa.

I 2017 tog den tyske kæde rejsen over Atlanterhavet og åbnede for første gang på det amerikanske marked.

Ifølge Lars Esbjerg, der er lektor på Aarhus Universitet, er Lidl blot den seneste kæde, der ruster op til kampen om discountkunderne.

- Alle discountkæder på det danske marked vil gerne udvide, siger han.

- Det er ikke sådan, at der et hul i markedet, som Lidl kan gå ind og udfylde. De skal tage det fra de andre og de små købmænd.

For forbrugerne kan discountkampen ifølge Lars Esbjerg betyde mere end blot lave priser.

- Vi kan se frem til skarpe priser, når vi handler ind. Men vi kan også se frem til, at discountbutikker begynder at have fokus på andre ting end priser: At have produkter af højere kvalitet og dyrevelfærd eksempelvis, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104